NAKSKOV/SAKSKØBING: Bevillingen til at drive Nakskov Løve Apotek er ledig pr. 1. januar 2025. Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Apoteker i Nakskov igennem 30 år, Thomas Sevel, bekræfter overfor Folketidende, at han og hans kone, der er farmaceut på apoteket, ønsker at gå på pension.
- Vi bliver begge 70, og det er svært at få personale, så mine kone og jeg har ikke holdt ferie i ti år, forklarer Thomas Sevel.
Ud over at have apotekerbevilling til at drive Nakskov Løve Apotek har Thomas Sevel også oprettet såkaldte frivillige filialer, Apoteket Havnegade (i Nakskov, red.) og Sakskøbing Løve Apotek.
Hvad, der skal ske med filialerne, er ikke afklaret.
- De kan indgå i Nakskov Løve Apotek, eller jeg kan lave en aftale med andre apotekere indenfor en radius af 70 kilometer om at overtage dem, oplyser Thomas Sevel.
Af opslaget på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside fremgår det dog, at de frivillige filialer, Apoteket Havnegade og Sakskøbing Løve Apotek, afhændes til anden apoteker og ikke indgår i bevillingen.
Ansøgningsfrist 16. maj
Ansøgningen om at overtage apotekerbevillingen i Nakskov skal være Lægemiddelstyrelsen i hænde senest den 16. maj klokken 12.
Det er ikke bare sådan lige at komme væk fra et apotek igen.
En apoteker skal søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at opgive sin bevilling. Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at apotekeren skal fortsætte driften af apoteket i en periode på seks måneder. I særlige tilfælde kan perioden forlænges i yderligere tre måneder.
Og er en apoteker udnævnt før den 1. april 2009, vil apotekeren være forpligtet til at drive apoteket indtil den nye bevillingshaver overtager driften, dog ikke længere end et år efter at Lægemiddelstyrelsen har modtaget apotekeren afskedsansøgning.
- Det fik min forgænger at føle. Han måtte blive to år ekstra, oplyser Thomas Sevel.